Presseinformation

Med købet af ICE Groups danske datterselskab ICE Danmark, i Danmark kendt som Net1, har Cibicom A/S overtaget selskabets landsdækkende, danske 4G/LTE mobilnetværk samt kundebasen. Mobilnetværket skal styrke Cibicoms løsningstilbud inden for flere forretningsområder som sikker kommunikation til kritisk infrastruktur, Internet of Things (IoT) og beredskabskommunikation

Net1, der har opereret i Danmark gennem en længere årrække, leverer i dag trådløst bredbånd til en lang række virksomheder og private husstande baseret på deres landsdækkende LTE netværk, der anvender licens på 450 MHz frekvensen.

Med købet af ICE Danmark (Net1) får Cibicom nu får kontrol med Danmarks 4. mobilnetværk og ser nye muligheder for at styrke virksomhedens tilbud til markedet på flere områder.
Nettet vil kunne anvendes til blandt andet sikre trådløse kommunikationsløsninger til forsyningssektoren og anden kritisk infrastruktur og Machine-to-Machine (M2M) kommunikation, men det kan i høj grad også anvendes til at udbygge Cibicoms nationale LoRaWAN-baserede IoT-infrastruktur yderligere. Det vil på sigt åbne mulighed for at tilbyde andre former for IoT-connectivity, som fx NB-IoT og LTE-M, der understøttes af denne type mobilnetværk.

På grund af den gode rækkevidde kan 450-MHz nettet i fremtiden også anvendes som platform til traditionel såkaldt ’push-to-talk’ kommunikation, der i dag anvendes af en lang række professionelle brugere og beredskaber som politiet og brandvæsen.

Cibicoms CEO Martin Løbel siger: ”Vi er meget tilfredse med, at vi i går fik den gode besked fra Energistyrelsen om, at vi ved aktionen har genvundet licensen på 450-MHz frem til 2037. Vi kan derfor tænke langsigtet i udviklingen af forretningen” og fortsætter ”Teknologien er det perfekte supplement til Cibicom på flere områder. Bl.a. vil det styrke Cibicoms nuværende IoT-infrastruktur og aktiviteter indenfor IoT-kommunikation, både fordi vi nu selv kan kontrollere alle elementer i vores infrastruktur og nettet, og samtidig kommer vi til at kunne skabe endnu bedre dækning.

Vi kan udvikle nye innovative løsninger af høj kvalitet på flere områder med fokus på driftsstabilitet og cybersikkerhed til glæde for vores kunder. Muligheder, der passer meget fint ind i Cibicoms fokus på kvalitet, driftsikkerhed og kritiske infrastrukturer.
Cibicom ser også oplagte muligheder i at anvende nettet til beredskabskommunikation, der i større grad i fremtiden forventes at blive baseret på LTE (4G) og 5G teknologi”.

”Nettet og 450-MHz frekvensen rummer således mange muligheder inden for både sikker kommunikation til kritisk infrastruktur, Machine-to-Machine og IoT-kommunikation, og på sigt kan nettet også udbygges med 5G og kan understøtte fx private 5G-netværk, som industrien forventes at ville efterspørge i de kommende år. Mulighederne er mange, og vi ser frem til at udvikle Cibicom yderligere med dette opkøb. Vi er bevidste om, at det tager tid og investeringer at realisere potentialet, men med 450-MHz licensen på plads de kommende 17 år kan vi tænke langsigtet”, slutter Martin Løbel optimistisk.