Digital infrastruktur skal være en central del af Danmarks beredskab

Hybridkrig, cybertrusler og sabotage mod kritisk infrastruktur har ændret kravene til Danmarks beredskab. Kommunikation, broadcast, fiber og datacentre er i dag en forudsætning for, at samfundets kritiske funktioner kan opretholdes – også når samfundet er under pres. Derfor skal beskyttelsen af den digitale infrastruktur være en central del af Danmarks samlede beredskab.

Kritisk infrastruktur hænger sammen

Kritisk infrastruktur kan ikke betragtes som enkeltstående systemer. Energiforsyning, transport, kommunikation og digitale netværk er tæt forbundne, og et nedbrud ét sted kan hurtigt få konsekvenser på tværs af samfundet. Den udvikling har gjort robust digital infrastruktur til en forudsætning for, at både virksomheder, myndigheder og kritiske samfundsfunktioner kan opretholde driften.

Det er også baggrunden for, at Dansk Industri sammen med en række infrastrukturejere har fremlagt et nyt udspil med anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke beskyttelsen af den kritiske infrastruktur. Udspillet peger blandt andet på behovet for øgede investeringer, styrket overvågning, større redundans og et tættere samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv.

Modstandsdygtighed kræver investeringer

Hos Cibicom oplever vi udviklingen i praksis. Vi driver og overvåger en del af den digitale infrastruktur, som samfundet er afhængigt af hver dag – fra broadcast og fiber til datacentre og kommunikationsløsninger. Det stiller stigende krav til overvågning, fysisk sikring, redundans og evnen til hurtigt at genetablere kritiske forbindelser.

“Det handler ikke længere kun om at forhindre nedbrud. Det handler om at sikre, at samfundet fortsat kan fungere, når nedbruddet sker,” siger CEO Mette Slesvig.

“Nye krav om overvågning, øget fysisk sikring og hurtig genopretning betyder, at vi løbende skal investere stort i både teknologi og mandskab, og samtidig skal vi navigere i komplekse reguleringer og ventetider på sikkerhedsgodkendelser og tilladelser, der ofte ikke matcher det tempo, truslerne kræver. Vi har brug for løsninger og rammer, der gør det muligt at beskytte kritisk infrastruktur effektivt, uden at vi som virksomhed risikerer at knække under byrden.”

Hvordan styrker vi den digitale modstandsdygtighed i Danmark? Vi har sammen med Dansk Industri fremlagt en række anbefalinger. Her er tre centrale nedslag fra udspillet. Læs pressemeddelelsen og Dansk Industris anbefalinger.

Tre centrale anbefalinger fra Dansk Industris udspil om kritisk infrastruktur

  • Digital infrastruktur skal beskyttes som en national sikkerhedsopgave: DI anbefaler øgede investeringer i overvågning, redundans og genopretningskapacitet, så datacentre, fibernet og anden kritisk digital infrastruktur kan opretholde driften – også under ekstraordinære hændelser.
  • Offentlige og private aktører skal samarbejde tættere: Kritisk infrastruktur ejes og drives på tværs af myndigheder og virksomheder. Derfor anbefaler DI et tættere samarbejde om beredskab, informationsdeling og koordinering, så Danmark kan reagere hurtigere på nye trusler.
  • Beskyttelsen af kritisk infrastruktur kræver bedre rammevilkår: DI peger på behovet for hurtigere myndighedsprocesser og bedre rammer for investeringer i sikring, overvågning og genopretning, så virksomheder kan beskytte og udvikle kritisk infrastruktur i takt med det ændrede trusselsbillede.