
Foto: Lorem ipsum
Cibicom har etableret et nyt Situation Room, der samler overvågning, analyse og beslutningskraft ét sted. Det styrker Cibicoms evne til at håndtere hændelser, der påvirker kritisk kommunikation og infrastruktur – fra tekniske nedbrud, hybridangreb og cyberangreb til nationale beredskabssituationer.
Situation Room er et centralt omdrejningspunkt, hvor landets førende specialister inden for netværk, kritisk kommunikation og drift koordinerer indsatsen i realtid. Det sikrer hurtigere overblik, klar eskalering og effektiv handling, når samfundsvigtige forbindelser er under pres.
En del af Danmarks kritiske infrastruktur
Situation Room er designet til at understøtte håndtering af komplekse og sammensatte hændelser, hvor flere infrastrukturer påvirkes samtidigt. Her kan Cibicom analysere hændelsesforløb, isolere fejl og sikre fortsat drift for kunder inden for forsvar, beredskab, forsyning, kystradio, radio og tv – samt for private virksomheder med behov for høj driftssikkerhed og resiliens. Med faste procedurer, klare eskalationsveje og adgang til realtidsdata bidrager Situation Room til højere robusthed og bedre beslutningsgrundlag, når tid er en kritisk faktor.
Med Situation Room samles overvågning og koordinering af master, fiberinfrastruktur, kabler og øvrige kritiske systemer i én fælles operationel ramme. Situation Room arbejder tæt sammen med Cibicoms Network Operations Center (NOC) og den landsdækkende Field Service. Det betyder, at tekniske beslutninger hurtigt kan omsættes til handling – både via fjernovervågning og hurtig fysisk tilstedeværelse.
“Situation Room er et naturligt næste skridt i Cibicoms arbejde med at sikre stabil og sikker kommunikation i Danmark. Når kriser opstår, handler det om minutter – ikke timer. Vi har her skabt en platform, der sikrer overblik, koordination og handling på tværs af teknisk infrastruktur og beredskab. Det er her, viden bliver omsat til beslutninger, og beslutninger bliver til handling, der holder Danmark i gang – i dag og i morgen”, udtaler Mette Slesvig, CEO i Cibicom.




