
Vandværker er en del af Danmarks kritiske infrastruktur og dermed særligt udsatte for cyberangreb og netnedbrud. Med fordelsaftalen får medlemmer af Danske Vandværker en enkel og sikker plug-and-play-løsning, der sikrer stabil kommunikation mellem boringer og hovedanlæg – også ved strømafbrydelse.
Løsningen kombinerer Cibicoms lukkede SecureCom LTE450-netværk med Westermos OT-kommunikationsudstyr og bygger på dokumenteret teknologi, der fungerer fra dag ét og kan skaleres til både små og store anlæg.
Sikkerhed mod cyberangreb
Vandsektoren står over for et skærpet trusselsbillede. SecureCom LTE450 er et lukket LTE-net på 450 MHz, udviklet til sikker kommunikation i kritisk infrastruktur – også under længerevarende strømsvigt. Netværket reducerer risikoen for uautoriseret adgang og overbelastning – fx ved DDoS-angreb – og sikrer stabil tovejskommunikation mellem vandværk og boringer.
Løsningen anvender Westermos OT-routere, som installeres på hovedanlæg og ved boringer. Den landsdækkende infrastruktur understøttes af op til 24 timers backupdrift.
Fordelsaftalen giver adgang til løsningen til en særlig medlemspris. Installationen er enkel, og selv mindre vandværker kan hurtigt styrke både forsyningssikkerhed og digital beskyttelse – uden komplekse udbudsprocesser.
“Vi er glade for at være en del af et partnerskab, der bidrager til at beskytte Danmarks vandforsyning. Sammen med Westermo og Danske Vandværker styrker vi forsyningssikkerheden og sikrer, at kritisk infrastruktur og drift kan opretholdes – også hvis det uventede rammer,” udtaler Alexander Nørgaard-Madsen, Cibicom.
Læs mere om fordelsaftalen mellem Cibicom og Danske Vandværker.




