Danmarks Radio sendte d. 1. oktober 1968 for første gang et prøvebillede i farver. To dage senere blev tegneserien Cirkeline vist i farver, og året efter var DR klar med den første egenproducerede farveproduktion: ”Sørøver Sally”. Senere blev OL i Grenoble og Mexico vist i farver, mens værterne i studierne blev vist i sort/hvid. Denne kontrast satte for alvor gang i investeringerne i farvefjernsyn.
Overgangen fra sort-hvid til farve var en lang proces, der krævede nye sendersystemer, nye frekvensbånd og nye, dyre tv-apparater, og derudover var dækningen yderst begrænset. Men farvefjernsynet var en teknologisk revolution, der gav danskerne en mere levende og detaljeret tv-oplevelse.
Der blev malet over flere omgange
Farvefjernsyn var en gradvis overgang mere end et pludseligt skridt; det var en mere kompleks teknologi i forhold til sort-hvid. Farve-tv krævede nye sendesignaler med en mere avanceret transmissionsmetode, hvor billedsignalet blev udsendt i flere lag (en kombination af lysstyrke og farveinformation), og man anvendte PAL (Phase Alternating Line)-standarden til at sikre en stabil farvegengivelse.
Men ny teknologi er dyr, og det var de færreste danskere, der havde råd til de nye farve-tv-apparater. Derudover skulle man også være bosat i hovedstadsområdet for at kunne se farvesignalet via Gladsaxe-senderen.
Post- og Telegrafvæsnet (nu Cibicom) var de tekniske kræfter bag etableringen af sendemaster og optimering af broadcast-teknologi, der gav danskerne farvefjernsyn. I slutningen af 1970’erne var sendernettet opgraderet, og flere danskere havde råd til nye apparater. 2. oktober 1978 blev også TV-Avisen vist i farver – som det sidste af DR’s faste programmer.
